Nogen gange skal man bare have et lille skub

Nogen gange skal vi have et lille skub af andre der kan se vejen for os når vi ikke selv kan. Nogen gange træder vi vande fordi vi har bildt os selv ind, at vi ikke kan andet, fordi vi ikke kan se hvilken bred vi skal svømme hen i mod.

Det føles som om der ikke er andre udveje og vi bilder os ind at det nu en gang er vores lod, vi er ikke bedre. Vi kan ikke se hvilke muligheder der ligger og gemmer sig hvis vi ikke tør løfte på låget der holder os fast i en overbevisning, der fratager os muligheden for lykke og frihed til at vælge noget andet.

Jeg har tilmeldt en af mine sønner til en uges dansk undervisning. Han har desværre fået den overbevisning, at læsning ikke er for en som ham. Jeg ved jo godt at det ikke er det mest ophidsende der findes i verden – undervisning i sommerferien. Hvor det føles som om, at alle andre bruger tiden på at spise is og bade. Men her er det mig der holder lyset for ham, så han forhåbentlig kan se vejen og hvilken glæden, når vi bryder en overbevisning, og den frihed det giver at kunne læse selv.

Det fik mig til at tænke på hvor jeg har brug for et lille skub? Et lille skub der vil føre mig i den retning som jeg står og spejder efter. Jeg elsker selv at være fanebære for andre der ikke selv kan se vejen. Jeg holder lyset , så vejen mod målet ikke føles helt så ensomt og mørk. Det er meget forskelligt hvilke hjælpere – eller lys- fanebære vi har brug for.

Lykken og gevinsten er så stor når vi beder om hjælp til at  få lyst på på vores vej. Måske have nogen til at følges med os og ikke mindst tror på at vi sagtens kan løfte låget. Så vi kan suge ny luft og lys til os. Det kan være rigtig svært at bede om hjælp.

Særligt hvis vi føler at vi skal være stærke, er bange for at vise sårbarhed eller hvis der er så meget rod inden i, at vi ikke engang selv ved hvilken vej vi gerne vil gå ned ad. Det er, når vi har allermest kaos og manglende overblik inden i, at vi har allermest brug for en der kan holde lyset for os. Vi må turde vise sårbarhed, for det er kun igennem sårbarheden, ærligheden, og modet til at se os selv i øjnene at vi kan løfte låget for nye muligheder. Lige nu kan vi gisne om hvad der muligvis findes på den anden side.

Refleksion: Er der steder i dit liv hvor du har brug for en til at lyse på den vej du går? Og har tænkt over hvor god du er til bede om hjælp? Synes du også det kan være svært at turde stå i sårbarheden og med åbent hjerte bede om hjælp?