Medfølelse er egenkendskab

På modul 2 på Sanne Otilia Philipsons Indre barn forløb arbejder vi med medfølelsen. Når vi accepterer fuldt ud den vi er, når vi føler os værdige nok til vores egen accept giver vi os selv medfølelse.

Vi finder trøst i den vi er, vi ved og kan mærke i hver en celle at vi er værdige nok til os selv og for andre. Når vi indser denne værdi vil vi automatisk os selv mere end vi vil andre. Det kan lyde vældig egoistisk at ville os selv mere end vi vil andre. Det skal forståes på den måde, at vi ikke giver vores power til andre, at vi ikke lader andre overtræde vores grænser, vores værdier og vi giver mere end vi får igen. En relation fungerer bedst når begge parter tager 100 % ansvar for deres del i relationen. Når den ene tager mere ansvar, fylder mere, kræver mere eller giver mere er balancen forskudt og der er ikke længere harmoni til stede.

Hvorfor giver vi for meget? Det hænger dels sammen med vores skyggesider, vores selvsabotage og manglende medfølelse overfor os selv. Fordi vores selvværd og selvtillid på nogle områder ikke altid er i top. Når vores indre er i kaos, når vi ikke elsker os selv ubetinget begynder vi at søge ud i verden. Vi bilder os ind, at når bare andre ser os, lytter og elsker os vil vi komme i balance. Men det bliver en vanskelig vej for når vi ikke synes at vi er værdige til vores egen kærlighed vil vi heller ikke tro på at andre fortæller os at vi er gode nok.

Vi skal lære at omfavne os selv – hele os. Præcis så unikke og fantastiske hver og en af os er. Vi må give medfølelse til vores skyggesider, for når vi rummer os selv vil det blive lettere at være være os selv uden dramaer, irritation over andre mennekser. Det vil sætte os fri til at se andre mennesker som den de er.

Vi er som vi er, fordi det er det vi har lært. Men hver og en af os indeholder så meget mere end blot det vi har fået med os fra barndommen. Vi har alle en historie, men vi er ikke vores historie. Vi må ikke lægge hele vores identitet på vores historie, da den ikke rummer hele sandheden, men blot et spejl på hvilke briller vi ser verden med. Det er blot erfaringer som vi kan bruge videre på vores vej.

Der sker´ofte det, når vi begynder at ændre vores syn på os selv, viser mere medfølelse over for den vi også er, at vi kommer ud i en lille identitetskrise. For hvem er vi så når vi ikke længere er en der for eksempel overspiser, lader andre overtræde vores grænser, gemmer os selv væk, glemmer vores egne behov, ikke vil mærke efter og lytte til hjertet? Følelsen af tomrum og limboland vil ofte være følelser der får os til at blive bange, gå tilbage til det vi kender og vores gamle jeg. Men tør vi gå ind i den følelse og tage skridt hen i mod der hvor vi gerne vi være – vil vi få masser af glæder og følelsen af at være kommet hjem vil stå klart i vores hjerter.